Jeg elsker IKKE barnet i min mave.

Årha fucking facebook, et sted hvor der konstant bliver promoveret de her skide kærligheds erklæringer, som ofte er helt overdrevne og meget langt fra virkeligheden. Og det er ikke kun i forhold at den er gal med! Det er også når vi snakker børn og graviditet at der er fuld af lovestories. Og jeg påstår ikke at det er løgn, men man glemmer ofte den anden vinkel, den hvor man bare har lyst til at give op og rykke håret af sig selv, den vinkel hvor alt pludselig IKKE er rosenrødt og pludselig føler moderen der har lyst til netop det, at give op, sig helt forkert på den, for alle andre de er jo så hammer glade og lykkelige for deres børn 24/7.

Når man er gravid så hører man ofte mødre erklære deres kærlighed til barnet i maven, barnet de bærer rundt på! Og det er jo skønt for dem, at de oplever kærlighed, forstå mig ret, men det efterlader rigtig mange som sidder og føler sig helt forkert på den “hvorfor elsker jeg ikke det her barn?!”..

Lad mig fortælle en ting, jeg er gravid i 26. uge og jeg elsker altså ikke det barn jeg bærer rundt på! Alternativt hader jeg det heller ikke, men for mig er det fysisk umuligt at erklære min kærlighed til en jeg endnu ikke har mødt! For mig er kærlighed sansning at kunne føle og mærke kærligheden, se og lugte den og det kan jeg ikke med et barn der ligger i maven, jeg aner ikke hvad det er for en, ikke endnu. Omvendt så elsker jeg at være gravid men det er fordi jeg er så fascineret af hvad min krop kan, at se maven vokse og mærke spark er helt igennem fantastisk.. Men barnet derinde elsker jeg ikke før jeg møder hen, og det er helt normalt, det glemmer vi bare i processen, for det er ikke sådan man SKAL føle, man er ikke en dårlig mor fordi man endnu ikke elsker sit ufødte barn..

Og det samme når man har født, der kan godt gå dage før kærligheden rammer, men i følge facebook så fylder det bare over med lykke alle steder i det sekundt barnet kommer til verdenen, ingen tør jo skrive “det her er mit barn, vi skal lige lære hinanden at kende”.. For det er ofte det der skal til, man skal se baby an, finde ud af hvad det er for en, og bum.. så rammer kærligheden også med lynets hast og den bliver hængende for evigt.. (jeg ved godt der desværre er nogle hammerseje kvinder der bliver ramt af fødsels depressioner og det ikke altid er en realitet!) men det er helt naturligt, ligesom kærlighed for mig er sansning, så er det også at vide hvem det er der er tale om, og det tager lige lidt. Jeg får heller ikke bare kastet en baby i armene og bliver forelsket, for hvem er det lige vi har her? Nogle gange kan der gå dage før realiteten rammer, det her er MIT barn?!

Der er bare ingen opskrift på hvornår man skal/ikke skal føle kærlighed, for vi definerer det alle sammen forskelligt, men det er så ærgerligt at de sociale medier altid kun viser en side af det hele. Men ligegyldigt hvad så elsker jeg altså ikke det her barn, og jeg elsker det nok heller ikke lige når jeg har født, men det vil aldrig blive elsker mindre, når først kærligheden rammer <3