Jeg er gør det helt perfekt.

Jeg gør det helt perfekt som mor, said no whoman ever. Vi ved alle, at vi ikke er perfekte, vi oplever alle at vi fejler, men alligevel, så higer vi efter det perfekte. Når vi fejler, er det med skyldfølelse, man dunker sig selv i hovedet, og kan til tider tro at man har fejlet som mor, at man har ødelagt sine børn.

De sociale medier gør det ikke nemmere, her sidder man og kigger ind i en konstant verden af perfektion, af overskuds mødre der kan det hele, af glade børn der aldrig er på tværs, det er et stort lykkerus, perfektion. Samtidig er der opstået et fænomen af mødre der står klar på tåspidserne, til at finde alle andres fejl, de analyserer, tolker og finder alverdens små fejl i billeder og råber højt om hvor forkert det er, samtidig med at de får lagt vægt på hvor perfekte de er, hvordan de aldrig ville gøre sådan! En såkaldt overkompensation, for ofte er dem der har mest travlt, også dem der er mest usikre, dem der godt er klar over at de ikke er perfekte, for hviler man i sit valg, og sine måde at gøre tingene på, så har man jo ikke behov for at fortælle andre hvor perfekt man er, husk det!

“De aller bedste forældre jeg kender, laver 20 fejl om dagen, så længe dit personlige gennemsnit ikke ligger over 30, kan du roligt slappe af og tilgive dig selv” – Jesper Juul

Og det vigtige er her, at hvis vi aldrig fejler, så lærer vi aldrig. Hvis man som mor ikke fejler, så kan man ikke udvikle sig i sin rolle. Og HVIS vi var perfekte, så ville det jo være et helt forskruet billede at sende til vores børn, for intet i verdenen er perfekt, og hvis ikke de oplever vores fejl og mangler, så vil de jo vokse op med alt for høje forventninger til sig selv, og opleve nederlag gang på gang, når de ikke opnår perfektion.

Så lad os vende den om og hylde det uperfekte, tage en pause fra vores forventninger til os selv og huske på det aller vigtigste, vi er altså bare mennesker! ?