Den gode fødsel?

Vi kender det alle.. skrækhistorierne! De indebærer altid skrig og skrål, smerter, bristninger og man kan nærmest mærke blodet sprøjte imens ens veninde, ens mor eller en anden tæt relation maler et voldsomt billede af deres makabre fødsel..

Det er ikke just opmuntrende og når man ikke ved hvad man går indtil så dannes der hurtigt skrækscenarier oppe i ens hoved.. Pludselig kan den nærtstående fødsel virke utrolig skræmmende, og man kan blive bange, især bange for smerterne, dem man oftest hører om.. Og man kender til alt, alle de måder den kan have en dårlig afslutning på, pulsen der gik ned, skuldre der sad fast, sugekopper der blev taget i brug og det værst tænkelige, akut kejsersnit. Der er simpelthen ikke de ting man ikke har hørt, man behøver ikke at gå til fødselsforberedelse, man kan blot høre naboen, sin mor, sin veninde og pludselig så ved man alt om hvordan en fødsel kan gå galt, og ingen er blege for at dele.. faktisk står folk oftest i kø for at fortælle om deres makabre fødsel og alt hvad den indebar, ned i aller mindste detalje..

Klart, man har lyst til at dele sin historie, man har lyst til at fortælle om den oplevelse man havde hvor man blev mor, hvor man gennemgik noget af det mest fantastiske en kvindekrop kan, nemlig at føde et barn. Det er en helt unik oplevelse der aldrig ville kunne sættes ord på ligegyldigt hvor meget man prøver, og netop derfor har man et ekstra stort behov for at fortælle, især til nogen der snart skal gennemgå det samme, nogen som snart kan forstå.

Men hvor blev den gode fødsels historie af? Hvorfor er det altid kun det negative der bliver fremhævet i sådanne historier? Ligegyldigt hvordan forløbet har været, så er det jo endt ud med man har fået det mest fantastiske ud af det, nemlig det at blive nogens mor, og et forløb vil jo aldrig være 100% negativt.. jovist så er smerterne voldsomme og intet forløb er ens, det ved jeg! Men hvorfor ikke fortælle om den fantastiske jordemoder og undlade at fortælle om da hun tog den alt ødelæggende sugekop i brug.. hvorfor ikke fortælle om det øjeblik du fik din smukke søn op på brystet og du aldrig havde følt dig lykkeligere i stedet for om hvor mange timer du skulle syes bagefter..

Hvorfor er der et konstant behov for at fremhæve alt det negative og skræmme de vordende mødre?

Jeg synes at alle jer der har født, skal sætte jer ned og tænke tilbage på de gode ting, de små ting der faktisk gjorde det til en god oplevelse og jeg ved at ved nogen kan det måske være meget få ting, men jeg ved de er der.. Tænk på de ting og sæt dem så sammen med det faktum at du fik verdens bedste gave ud af det, husk øjeblikket hvor du endelig fik lov at holde dit barn, om det var med det samme, kort tid efter eller der gik flere dage.. husk på den fantastiske følelse og tænk så over at det er netop det du skal formidle videre, husk på at andre skal have chancen, chancen for at glæde sig og ikke være skræmt chancen for at gå ind til noget og tænke: “hey, den klarer jeg sku” og det skal være uden at frygte at udfaldet bliver skidt.

For vi kommer ikke udenom at det at føde er det mest fantastiske og største øjeblik i ens liv, ligegyldigt udfald?