Var det planlagt?

Årha den sætning.. I forbindelse med min anden graviditet hørte jeg det KONSTANT, for hvem ved sine fulde 5 ville få 2 børn så tæt på hinanden, jeg var jo knap færdig med at være gravid med den første, inden vi valgte at starte forfra..

Derfor måtte det jo være et uheld, det konkluderede rigtig mange, men jeg kan fortælle at begge mine børn var nøje planlagt, til alle jer nysgerrige læsere? Personligt er jeg selv vokset op som enebarn så Zacharias SKULLE have en lillebror eller søster, det vidste jeg med mig selv og at det så lykkedes skide hurtigt var bare store plusser i bogen for mig ?

Men helt ærligt ikke, siden hvornår er det blevet okay at spørge ind til noget så personligt og intimt som at det var planlagt? For det er jo ikke bare mor og far der spørger, det er nærmest ALLE, det er som om man lige skal spørge, for det skaber et mere nuanceret billede af hvad der egentlig er foregået.

Men kan vi ikke godt blive enige om at det er bedøvende ligegyldigt om det er planlagt eller ej? For når man har valgt at beholde et barn så har man jo gjort sig nogle tanker og overvejelser og ligegyldigt hvad så har man rigtig mange følelser med indenover.

Barnet bliver jo hverken mere eller mindre elsket om det var planlagt eller ej, for man har valgt at få barnet og elske det og det er jo det vigtigste, sku ikke om det var planlagt!?

 

Tak fordi du læste med?

 

Følg gerne bloggen herunder:

FACEBOOK   INSTAGRAM   BLOGLOVIN