A trip down memory lane – en barndom med mobning……..

Kender i det? Den der når man sidder og ser teletubbies med sine børn og man pludselig bliver ramt at et minde fuld af nostalgi, fra hvor man lå på sofaen en mandag morgen med dyne på og så teletubbies på mors lille tykke 10 tommers tv.

Det er sjovt hvad sådan et enkelt minde kan sætte i gang, hvordan man pludselig bliver mindet om en masse følelser og tanker. Jeg kan huske at min største drøm, når jeg så teletubbies var at være med i de der film klip man så på deres maver og jeg kan huske at jeg synes Poh helt klart var den sødeste, hende ville jeg ALTID være når vi skulle lege teletubbies.

Alle de her minder fører mig hurtigt på en videre rejse, jeg kommer til at tænke på hele min barndom, og minderne vælter frem. Det der skærer mest igennem er de kampe jeg har kæmpet og de følelser der har været forbundet med det..

Jeg har aldrig haft det nemt, jeg har aldrig passet ind i den der firkant af hvordan man skal opføre sig. Helt fra start af da jeg begyndte i skole, havde jeg ingen venner. Jeg kan huske hvordan jeg i fritteren, satte mig til at vente på min mor kom og hentede mig. Jeg var ikke ked af det, følte mig ikke ulykkelig, jeg passede bare ikke ind og ville langt hellere lege med mig selv og alle mine fantasi venner (ja det var inden teknologiens storhedstid! 😀 )

Da jeg blev ældre begyndte min skolegang desværre at være præget af mobning, da jeg stadig var den her type som ikke passede ind. Jeg har oplevet at blive kaldt tyk, jeg har oplevet at blive kaldt brille abe, senere hen har jeg oplevet meget værre gloser, jeg oplevede sågar også at få slag og spark af et par klassekammerater i 7. klasse. Jeg nåede at skifte skole 3 gange, for så at ende ud på efterskole.

Generelt så var alle mine teenage år præget af depressioner, som bundede i det her med at jeg bare ikke passede ind. Nogle gange hang jeg ud med de seje typer, andre gange “nørderne” og nogle gange bare mig selv, jeg fandt aldrig min plads i herakiet, og det var også med til at skabe rigtig mange identitetskriser, for jeg vidste ikke hvem jeg selv var! Jeg havde det svært, rigtig svært.. Jeg kan stadig mærke alle de her følelser vælte ind over mig, jeg kan huske hvor ondt det gjorde, hvor ensom jeg til tider følte mig.

Heldigvis kom jeg stærkt igen, også snart jeg var ude af folkeskolens kløer, var det som om det kom på rette spor, jeg begyndte at finde mig selv og se hvem jeg var og ikke mindst begyndte jeg at skabe rigtige og holdbare venskaber, venskaber jeg stadig har den dag i dag <3 Men overordnet set, så er hele den her historie med mig, alt det jeg har oplevet og gennemgået, det har været med til at gøre mig til den jeg er. Jeg ser ikke tilbage på mit liv, min barndom og mine teenage år med ulykke, jeg ønsker ikke at noget var anderledes, for havde jeg ikke oplevet det jeg havde, så var jeg jo ikke blevet mig, jeg var ikke blevet Luna.

Det eneste der sætter sine spor er at jeg konstant føler mig usikker, jeg er ikke god til konfrotationer især med fagfolk og andre instanser og jeg er rigtig dårlig til at mane mig op og sige fra, jeg er pisse usikker for at sige det mildt! Noget som er en yderst mangelfuld kvalitet når man har børn. Jeg synes det er svært, for jeg skal jo også være et forbillede for dem, og et forbillede er jo ikke bare en usikker person der godtager at andre snakker grimt, eller bare accepterer tingene som de nu er, selvom de måske ikke er optimale, fordi den her konfrontation er skræmmende.

Derfor har jeg besluttet mig for at det skal være slut. En ny æra skal begynde, og jeg skal mande mig op og vise mine børn at deres mor er stærk. Jeg skal vise dem på rette vej og være med til at lære dem det er okay at sige fra, for man skal sku ikke finde sig i alt! <3 Jeg er deres rollemodel, og de skal vokse op og huske deres mor som den stærke person, som jeg inderst inde godt ved jeg er, jeg skal bare finde hende frem.. <3

 

 

Tak fordi du læste med <3

 

Følg gerne bloggen herunder:

FACEBOOK   INSTAGRAM