Når man glemmer sig selv…..

Jeg har lidt svært ved hvor jeg skal starte.. So here we goes!

Jer der følger med ved efterhånden godt hvordan jeg er som mor, jeg er en af de der pisse irriterende langtidsammende, sammensovende, ifavnske mødre! Som nogle nok ville kalde mig. Et af de store eksempler på det er at jeg sjældent lader mine børn blive passet ude, jeg mener simpelthen ikke at mine børn har et behov for at være væk fra mig, medmindre det er strengt nødvendigt. Hvad andre gør er helt deres egen sag, jeg går som sagt ind for forskellighed <3

Generelt er jeg lidt af en super mor, ja.. Vi siger lige fuck janteloven endnu engang! 😀 Men jeg er en af de her mødre der gerne vil klare alt selv, uden hjælp, jeg hader at be om hjælp, for på en eller anden underlig måde får det mig til at føle mig utilstrækkelig og jeg hader at være afhængig af andre, jeg kan hvad jeg vil! 

Jeg kan amme 2 børn på en gang, jeg kan stå op afleverer unger, tage i skole, hente dem direkte, for så at komme hjem kl 16.30 først, lave aftensmad også putte begge børn på en gang. Jeg farer tit rundt som en høne uden hoved, alt sammen fordi jeg presser mig selv noget mere end jeg nok burde.

Om jeg vil det eller ej så sætter det sine spor! Ikke psykisk, jeg føler absolut ikke jeg gaber over for meget, faktisk så føler jeg ofte en kæmpe portion overskud, så meget overskud at jeg forbløffer mig selv! Det er mig en gåde hvordan jeg stadig er oprejst med børn der vågner på timebasis natten lang, og det er mig en gåde hvordan jeg nogle gange formår at komme helskindet igennem bestemte situationer med et barn på hver arm, ikke detsotmindre så klarer jeg det, 9/10 gange med et smil på læben, med overskud!

Nej.. der hvor det sætter sine spor er fysisk. Jeg får ofte når dagen er overstået migræneligende anfald, jeg oplever at blive ramt af blæneangreb i hele munden, i tide og utide, jeg har ondt i ryg og arme og generelt er mit immunforsvar ufattelig dårligt! Min krop er tydeligvis påvirket af alt det her, den er i forfald! Og det er hårdt, især fordi jeg ved hvad grunden er, men jeg er i et kæmpe dilemma!

Min logiske sans fortæller mig at jeg skal lære at blive lidt bedre at tænke og prioterer mig selv, jeg skal huske mig selv i alt det her og jeg skal huske nogengange også bare at være Luna i stedet for mor! Desværre så skriger mine instinkter Eller hvad vi nu kalder de følelser, at det er helt forkert, at jeg er egoistisk overhovedet at overveje at få passet begge unger, blot for at pleje mig selv. DILEMMA

Det er vildt så splittet man kan føle sig! For på den ene side vil jeg gerne være den her super mor, men på den anden side er det så det værd når det pludselig bliver på bekostning af mit helbred? Jeg siger ikke løsningen er at drengene skal passes, der er rigtig mange mellemveje, men jeg tror sku’ det er vigtigt at man som mor husker at prioriterer sig selv, også selvom det kan føles forkert!

Jeg synes det er hårfin grænse, for det kan hurtigt blive for meget af det gode, hvis du spørger mig, og ærligt så frygter jeg på en eller anden frygt for pludselig at føle mig afhængig af hjælp, for jeg nyder at være uafhængig af andre. Men ligegyldigt hvad så for at man kan agerer super mor, for at man den mor man nu drømmer om at være, så er det sku’ vigtigt at værne om sig selv! Og det er helt klart noget som JEG vil arbejde med, hvad end løsningen så bliver, så skal jeg lærer at huske og passe på mig selv!<3

Tak fordi du læste med <3