Må jeg gerne græde?

Jeg går her og slentre på vej hjem fra vuggestuen, tårene presser sig på, min lille dreng er blevet alt for stor!

I dag var første dag i vuggestuen, et helt nyt sted, planen var jeg skulle blive en time, også gå. Zacharias havde glædet sig, han snakkede ikke om andet! Vi kom der hen og fik pakket ud og Zacharias ville med det samme op på min arm, det var liiiiidt uhyggeligt til at starte med. Ti minutter gik vi rundt og kiggede også ville han godt rundt og kigge på legesagerne, med mig ved sin side, der blev kigget på biler og interageret lidt med de andre børn. Efter små 20 minutter farede han hen i tumle rummet, hvor der var et hold børn inde, også slog han sig løs! Han tumlede fra a – z skraldgrinte, legede gemmeleg, med pædagogen og børnene og så var jeg glemt. Jeg besluttede mig efter 20 minutter på den måde for at gå, og da jeg gik over for at sige farvel vinkede han blot og tumlede så videre, der var INTET!

Og hvor er det fantastisk for både ham og jeg, min store dreng! men filmen knækker helt for mig i takt med det går op for mig hvor stor han er blevet! Min lille dreng er ikke længere lille, han er stor og selvstændig og er ikke længere afhængig af mig! Det er så vemodigt, for selvom det er fantastisk, så gør det ondt at vide at han er ved at løsrive sig fra mig på den måde, det er jeg sleeeet ikke klar til på nogen måder! Men jeg må prøve at acceptere det, selvom det er hårdt! Må jeg gerne græde?

Min store dreng!