Om parforhold den første tid!

En ting vi ofte glemmer, nok på baggrund af de her fantastiske sociale medier, som generelt er god til at give os et glansbillede af det her perfekte forhold, er hvordan ens forhold bliver sat på den ultimative partest når man får børn! Jeg er af den overbevisning at kan man overleve børn, så kan man overleve alt!

Man ser andre proklamerer deres lykkelige omstændigheder, ovenpå en FANTASTISK familieforøgelse, så glemmer man lidt at det langt fra er sådan det er i virkeligheden, vi glemmer at nævne det glemmer at fortælle HVOR HÅRDT DET ER! Jeg går på ingen måder ind for skræmmekampagner og for at male fanden på væggen, men lige når vi snakker forhold så er vi sku nød til at åbne op og være ærlige og stoppe med at lade som om det hele er perfekt, no wonder at skilsmisse raten er mega høj, vi sigter efter det perfekte og får det aldrig, det perfekte er en illusion!

Så lidt om parforhold den første tid! Alle de 3 gange har Søren og jeg befundet os et sted så langt fra hinanden at vi i afmagt flere gange har sagt stop, jeg har sågar været flyttet med drengene da Felix kom, for det er ikke sjovt. De første uger har stået på koloenorm træthed, en Luna der er pumpet op med efter fødsels hormoner, en Luna der tuder hele tiden og det bliver kun forværret på baggrund af nyerhvervet søvnmangel! Jeg husker tydeligt hvordan jeg efter jeg fødte Zacharias, græd flere gange af udmattelse og jeg græd når han vågnede, kunne jeg ikke bare få lov at sove?!

På den anden side der stod Søren, uforstående overfor hormonerne og nok også for det sindsyge søvnunderskud, var han i gang en time om natten var han jo helt færdig! Om han prøvede ved jeg ikke, mine hormoner gjorde mig blind, jeg var vred og skuffet for ikke at nævne træt af at Søren ikke kunne se hvor træt jeg var, bare synet af ham kunne ophidse mig. Søren kunne igen ikke forstå og han oplevede en sur og tvær Luna der rettede på ham, snerrede af ham ved en hver given lejlighed, han fattede bare ikke en skid!

Så kom hverdagen og arbejdet og så var forventningerne total i hver sin retning, mig som forventede han hjalp 100% efter arbejde, Søren der forventede et clean og rent hjem, nu når jeg bare tøffede dem på barsel! Begge vores forventninger var helt skøre, og tiltrods for vi havde forventningsafstemt inden baby, ja.. så blev det ikke sådan i praksis! Selvfølgelig har vores forventninger ændret sig efter hvert barn, vi vidste hvad vi gik ind til, men alligevel er vi helt forskellige steder, nok fordi vi har 2 vidt forskellige hverdage og det er svært at sætte sig i den andens sted i pressede situationer.

Det hele eskalerede af flere omgange, i en stor pærevælling af søvnunderskud, omvæltningen og mangel på kommunikation, for kommunikationen, den saglige tone, den forsvandt bare og var der endelige gode snakke, ja.. så var vi tilbage til standpunktet igen, diskussioner, råben, vrissen, kasten håndklædet i ringen, det hele!

Med tiden fandt vi hinanden igen, med tiden, det kom bare.. men derfor var det stadig røv fucker hårdt den første tid, den vildeste ting at gå igennem sammen som par, og til trods for det er 3. barn så har vi befundet os der alle 3 gange, denne gang er det bare hurtigt gået i sig selv, men derfor er det ikke sjovt også selvom vi er lykkelige over at være blevet forældre! Det er en kamp, og nogle klarer det, andre gør det ikke, men det er og bliver jordens største prøvelse for et forhold at få børn, og det er ikke kun rosenrødt, tværtimod.. så er det remoulade farvet det første halve år 😉