Hvordan jeg ikke bliver sindsyg!

Okay, jeg virker meget overskudsagtig og det er jeg til dels også, jeg er vandt til der er knald på, at kaos opstår, det er min hverdag og jeg har prøvet næsten alle tænkelige skrækscenarier. Jeg klarer det meste med is i maven, og tælle langsomt til 10.000, for min tålmodighed bliver sat på voldsom prøve dagligt, det gør den!

Mange spørg om jeg ikke bliver skør, om jeg ikke har lyst til at løbe skrigende væk til tider, og JO gu fanden har jeg det! Når drengene spreder mel ud i hele hytten, så kunne jeg hyle, uden tvivl! Og når de kaster med maden for 20 gang, får jeg lyst til at råbe af mine lungers fulde kraft “SÅ STOP DOG!”! Jeg elsker ikke hvert sekundt og der opstår tit situationer hvor jeg føler mig dybt frustreret, men jeg handler aldrig på mine frustrationer, i stedet tager jeg en dyb indånding klarer mig igennem og prøver efterfølgende at grine over de her sindsyge pressede situationer, tager det med et smil, for humor er det der holder mig kørende, kunne jeg ikke vende mig om og grine af det hele, så blev jeg sgu sindssyg!

I dag skulle jeg hente drengene ingen af dem vil have flyverdragt på pt, og har samtidig gjort det til en leg at flygte fra mig. Jeg har som altid Zilas på maven, og de ved jeg ikke kan fare rundt efter dem. I dag er jeg snu, jeg vælger at indfange Zacharias først, da han er den værste, allerede nu er jeg helt svedig af at have fået ham indfanget, som selvfølgelig var foregået i raskt trav . Jeg prøver ihærdigt at få flyverdragten på ham, alt imens han ligger og sparker med benene og skraldgriner, det er så sjovt. Felix er for længst forsvundet fra mit årsyn, stukket af og jeg har bare tiltro til at ingen lukker ham ud af vuggestuen.

Efter flere kampe kommer han endelig i flyverdragten, det er ekstra svært fordi Zilas er placeret midt på maven, og skal skærmes fra kampen, men det lykkedes! Dog stikker han af og nægter af få sko på, men det går nok, nu er det værste overstået! Jeg går ned og tager Felix med mig under armen, heldigvis er hans leg kun at flygte, og han samarbejder så snart jeg begynder at give ham tøj på, så det er hurtigt overstået!

Da jeg kommer ned i fælles området igen finder jeg Zacharias liggende i køkkenet UDEN flyverdragt, og mens han har stjålet en sut (Lorte mor der ikke kan styre sine børn!) jeg får efter lidt løb taget sutten fra ham og afleveret den til en pædagog også starter vi forfra, han stikker af, sparker og griner. Nu er der gået små 20 minutter i alt og nu er vi klar til at gå, endelig, mig badet i sved og total stakåndet.

Vi tager elevatoren ned, Zacharias bliver sur fordi han ikke må trykke på alarmknappen og slår Felix, som bliver dybt ulykkelig. Da vi kommer ned, nægter begge drenge at forlade elevatoren og jeg kæmper en brav kamp med dem, jeg stresser over vi blokerer for hele systemet og ender med at bære først et skrigende barn ud og så et andet, hvor efter jeg sætter mig sammen med dem og snakker lidt om aftensmaden vi skal hjem og lave, for at fjerne fokus. Det lykkedes og vi går ind til klapvognen. Her bliver de så uenige om hvem der skal sidde i klapvognen og bliver begge igen dybt ulykkelige, jeg må bruge alle mine kræfter på at holde dem adskilt. Til sidst bliver vi enige om at Zacharias går og Felix sidder i klapvognen også går vi hjem.

40 minutter endte det med at tage, 40 minutter hvor sveden piblede af mig  og jeg kunne have sat mig ned og hylet 1000 gange, jeg havde lyst til at råbe højt, give  op, løbe væk. Men jeg klarede mig igennem, og hele vejen hjem gik jeg og tænkte med et smil: “du overlevede det, og kan du klare det, kan du klare alt!”, mens jeg tænkte på det underholdende show vi måtte have leveret til hele institutionen, haha!

Jeg ved godt at det ikke altid er let at se det sjove i de der umenneskelig pressede situationer, men det er et skide godt redskab når det kan lade sig gøre. At grine i stedet for at græde, om det så er en latter der tangerer til sindsyge er ligemeget, man bliver glad og kan pludselig klare lidt mere! ?